Forside · Søg · English
DreamCompany A/S
    
23.11.2011 17:04 Alder: 91 days
Af: Rolf Jensen

Kilden til fremtidens økonomiske vækst


Politikerne på Christiansborg siger at det er deres politik, der er kilden. De mere tænksomme af dem ved godt, at det ikke passer. De kan kun forholde sig til den internationale konjunktur med lidt tilfældig økonomisk politik. Det batter bare ingenting. Men de er nødt til at lade som om det er tilfældet – ellers vil interessen for dem dale.

 

Faktum er at mindre end en ud af hver tusind på denne jord er dansker, vi fylder ikke meget i den globale økonomi. Ja, men hvis nu vi er innovative og satser på det ene og det andet, foreslår dem, der banker på de offentlige kasser, så vil det gå godt. Eller vi skal være tilbageholdende med lønstigninger så vi bliver konkurrencedygtige siger andre, gæt selv hvem.

 

Det var så forslagskassen – stort set. Vi skal imidlertid se på de mere fundamentale faktorer for at finde kilden til fremtidig økonomisk vækst. Hvis vi spørger den enkelte medarbejder om han/hun er engageret i sit job. Det gør man i USA. Resultatet er så skræmmende at man må konkludere, at det ikke kan blive ved med at gå godt. Kun 29% var ifølge gallup.com "engaged", altså engagerede i deres arbejde. Mere end to tredjedele svarede at de enten ikke var "engaged" eller "Actively disengaged". Det sidste svar indebærer en fjendtlig holdning til arbejdspladsen. De mest fjendtlige er især midaldrende med lange uddannelser. De mest engagerede er dem over 65 år.

 

Hvorfor er det sådan? En forklaring er, at man i USA fyrer og rationaliserer når omsætningen daler, i stedet for at skære i overskuddet og i lønningerne. Resultatet er at man fjerner de små sociale pauser og det der i gamle dage hed "kundeservice" – altså kontakt med kunderne. Den klares i stedet digitalt. Jobindholdet banaliseres og engagementet i arbejdet daler. Det gælder ikke kun i private virksomheder, men også i den offentlige sektor.

 

Det var USA. Det samme sker i Danmark, hvor vi – i internationale målinger – hidtil har ligget højt på tillid til hinanden og på flade hierarkier. Vores vigtigste arbejdsværdi var "gode kolleger" – altså fællesskabet. Det er jo godt, men tallene er desværre ikke nye. Vi skal regne med, at jobtilfredsheden er på vej ned i disse år – af de samme grunde som i USA. Kan man forestille sig en innovativ og fokuseret virksomhed uden engagement hos medarbejderne? Nej vel. Den vigtigste kilde til fremtidig økonomisk vækst – det vi selv kan gøre noget ved – er at øge engagementet hos medarbejderne. Det er et indlysende svar, det er enkelt, det kan lade sig gøre, hvis man vil. Vil man så det? Ikke så længe de kortsigtede hensyn til overskud bestemmer strategien og personalepolitikken. Hvor længe kan det blive ved? Indtil det står klart for alle beslutningstagere, at modellen har spillet fallit.