23.11.2011 17:06 Alder: 91 days
Af: Rolf Jensen

Revolutionen lurer lige om hjørnet?

Som fremtidsforsker handler det især om at opdage de store skift i udviklingen. Derfor er det rimeligt at spørge: Hvad har de at have det i, dem der demonstrerer på Wall Street, Rådhuspladsen og 1.000 andre steder i dette efterår? Er det blot en lille flok hippier, der ikke har andet at tage sig til – eller er de blot toppen af isbjerget. Udvikler Occupy Wall Street sig til Det europæiske Forår eller rettere Det atlantiske Forår? Revolutioner er som bekendt smitsomme især efter Facebook og internettet. Tænk ikke alene på Det arabiske Forår, men også på de store revolutionsår eller dog år, hvor den lurede som en mulighed: 1789, 1848, 1917 og 1968. Hvad skal vi forvente os af fremtiden?

En ung spansk kvinde på 27 år, Martha Solanas, udtaler til New York Times den 27. september at det at stemme i dag er omsonst. Hendes forældre, der har oplevet Franco tiden er nok uenig, men pointen er, at der historisk har været godt og vel 50 år mellem de større revolutionære situationer. Lidt mere end en generation, men ikke meget – nogenlunde svarende til "mands minde". Hver generation har sit projekt.

Occupy Wall Street (OWS) startede i USA. Lad os derfor se om der virkelig kan være et folkeligt oprør på vej imod de nuværende politiske ledere og finansfolkene. OWS protester retter sig jo ikke kun imod finansfolkenes grådighed, men handler også om de politikere som de mener holder hånden over og under dem. Kan tal og statistik give os et svar eller i hvert fald en indikation? Her kommer nogle helt nye tal, der alle er fra store anerkendte, opinionsinstitutter. De er resumeret af hensyn overblikket:

Når Gallup i 2011 spørger om man er tilfreds med den måde USA ledes på svarer kun 19%, at ja, det er de. I en ny international undersøgelse fra PEW global er kun 21% tilfreds med nationens udvikling, i Kina er det tilsvarende tal på hele 83%. I 2007 tjente de rigeste 1% af amerikanerne 23,5% af de samlede indkomster i USA. Så højt har tallet ikke været siden 1933. Gennemsnitsindtægten for ansatte i virksomheder, der handler med værdipapirer i New York City er 5,5 gange højere and gennemsnittet for andre privatansatte i New York, faktisk hele 360.000 dollars.(Det ville være godt med nogle danske tal).

71% af amerikanerne svarer Gallup at de ikke er engageret i deres job. Det gælder især dem med lange uddannelser. Dem, der går mest op i deres job, er dem over 65 år. Under halvdelen i USA mener ikke at vore dages unge får et bedre liv end deres forældre, kun 44%. Konklusionen er at tallene er alarmerende uanset hvordan man vender og drejer dem.

Revolutioner er som nævnt smitsomme og mange af de amerikanske tal vil svare til tendensen i Danmark. De foreligger bare ikke. Dog refererer Mandag Morgen i juni i år en undersøgelse, der siger at kun 31% af danskerne svarer ja når de bliver spurgt om man i almindelighed kan stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet. I 1971 var tallet på 60%. Det går altså samme vej som i USA med tilliden til vore politikere. Det er dybt alvorligt, hvis det er en stabil tendens, fordi vort repræsentative demokrati netop forudsætter, at vi har tillid til dem.

Al Gore, der støtter OWS, kalder bevægelsen for "Amerikas primalskrig" og Thomas L. Friedman (vinder af Pulitzer prisen tre gange) har i et indlæg i New York Times foreslået to udfald af udviklingen. Den ene kalder han for "The Big Disruption" det store sammenbrud. Det indebærer simpelthen de politiske og finansielle lederes fald fra tronerne – intet mindre. Den anden hedder "The Big Shift". Det indebærer at nye strukturer kommer på banen: decentralisering, selvorganisering, deltagelse og lokale initiativer – det gamle stive og stejle samfundshierarki erstattes af et meget fladere og mere åbent. De to tendenser udelukker ikke hinanden, det handler snarest om forskellen på revolution og evolution.

Hvorfor dog den utilfredshed? Hvad er der i vejen? Er vi bare blevet forkælede og dovne? Amerikanerne er jo blandt verdens rigeste folk, indkomstulighed eller ej. Danskerne ligger ligeledes højt på listen over verdens rigeste. Tænk på Østen, hvor velstanden er meget lavere, hvor det sociale sikkerhedsnet næsten ikke er der og hvor arbejdstid og arbejdsvilkår er helt anderledes end i de rige lande. Og 5-6 ugers ferie? Nej, nogle dage i ny og næ. Hvorfor er de mere tilfredse med udviklingen og har større tillid til deres ledere end vi i Vesten?

Svaret er at Indien, Kina og de fleste lande i Østen øger deres materielle velstand med noget nær 10% om året. Det svarer til en fordobling af indkomsten hvert 7. år. De har en drøm, en drøm om rigdom, det kan være en bil, eget hus, uddannelse til børnene og udlandsrejser. Den slider de for, meget hårdt endda. I Sydkorea har man været nødt til at sætte officielle grænser for unges lektielæsning om aftenen – ikke længere end til kl. 22.00

Der brænder en ild!

Den samme ild brændte i Japan indtil for 20 år siden – indtil de nåede op på et velstandsniveau som i Vesten. Siden er Japan stagneret økonomisk med små vækstrater som i Europa.

I Vesten har vi også haft vores drøm, drømmen om materiel velstand. Den blev opfyldt for de fleste i løbet af 1960erne og måske lidt senere. Siden da har vi ledt efter den næste. Hvad kommer efter når de fleste materielle behov er dækket for det store flertal? Tilsyneladende ikke noget nyt, blot lidt mere af det samme. Større bil, et udekøkken. Vi vil gerne have mere i løn, men de fleste er ikke parat til at ofre en større del af vores fritid for det. Vi er mere optaget af familielivet, af vores fritidsinteresser. Der brænder ikke længere en ild. Nå, men så er det jo godt, vi har fået betrygget vores tilværelse i rimelig grad og var det ikke det vi ville? Lykke.

Nej, vi vil igen brænde for noget. Vi leder efter en ny drøm, et engagement. Den handler så ikke om ting, men om noget andet og mere. Vi ved ikke, hvad det kan være, men OWS peger i en bestemt retning. Hvis den er toppen af isbjerget, hvad er der så under? Her er et scenarie, der bygger på referater og kommentarer fra New York og andre steder:

Det kan starte med en post-materialistisk moral. At man ikke bruger flere penge end man har, at der ses ned på grådighed, at finansfolkenes moral bedømmes på samme måde som den almindelige mellem mennesker, at det ikke længere er smart at rage til sig. Det kunne fortsætte med det fladere hierarki (som faktisk eksisterer i mange danske virksomheder), med selv-organisering, med lokale initiativer, med inddragelse, med at uformelle grupper løser opgaver. Udenom den offentlige sektor, vel at mærke. Vi må regne med at nye former for organisering kan udløse nye ideer og kreativitet i hidtil uset omfang. Som da andelsbevægelsen opstod, som da højskolerne opstod. Statens forældrerolle er ved at være slut, borgerne flytter hjemmefra. De er blevet voksne.

For at sige det forsigtigt: Det er en udvikling stik modsat den nuværende, der er karakteriseret af øget centralisering, flere overnationale beslutninger, større enheder i stat og virksomheder samt flere og flere adfærdsregulerende tiltag fra oven. Vi skal nok ikke regne med at det bliver vore politikere, der går i spidsen for en anden udvikling.

Vil det ske? Vi kan ikke være sikre, men en ting kan der ikke være tvivl om – vi nærmer os et vandskel. Det handler om at Vesten skal finde en ny drøm for ikke at stagnere og falde tilbage i velstand og velfærd – og kedsomhed.

<- tilbage til nyhedslisten